Haverunden 2014

Lørdag d. 28. juni kl. 10-16

Der findes mange gamle, eksotiske nåletræer omkring den lille sø i Stensbygaards park. Roser blandes med dahliaer og sommerblomster og i den gamle frugthave står krogede æbletræer og danner smukke skulpturer.
Ejendommen Stensbygaard ligger smukt på Sjællands sydligste kyst og strækker sig fra Stensved mod nord til Kalvestrømmen mod syd. Stensbygaard er opstået i 1872, da to ejendomme ”Vrangsgaarde” og ”Stensby Mølle” blev nedrevet og sammenlagt. En enkelt bygning står tilbage, og i Mallings Kløft, kan man endnu ane resterne af de fem vandmøller, som sikrede Stensby Mølles drift.

Haven er udformet som engelsk landskabspark og er rig på eksotiske træer fra mange egne. Især mange store og sjældne løv- og nåletræer fra Nord-Amerika. Blandt de mange træer kan nævnes Rød Hestekastanje, Sørgegran, Mammuttræ, Kæmpethuja, Ginkgo, Tulipantræ, Sitkagran og Nutkacypress. Træerne står i en tidligere frugthave.

En stor sø med yndig bro på ligger i parkens sydlige del, og er bestemt en gåtur værd. Et omfangsrigt stisystem fører parkgæsten rundt blandt de mange træer og buske, til en næsten 100 meter lang nøddeallé, til en æbleplantage samt en norsk hytte.

Centralt i parken ligger en skærmet og privat havedel, der har overtaget funktionen efter en større køkkenhavedrift med væksthus. I dag er arealet delvist tilplantet og delvist indrettet til leg, udekøkken samt mindre dyrkningsområde. Havedelen kaldes ”Florida”. Mod vest ligger et stort engområde med bugtende åløb.